Det engelske ord: Gravel; oversat til dansk: Grus, er indenfor de sidste par år blevet det nye sort indenfor motionscykling. Gravel foregår primært på grusveje og er blevet særdeles populært, fordi det tilbyder en helt ny oplevelse på cyklen med både fart, natur og i høj grad det sociale aspekt.
I vintermånederne er det også en fordel, at man i skovene kan søge læ for regn og blæst, og derved få en god lang tur på cyklen. MTB-sporene har også, i denne periode, brug for ro og fred på grund af den meget nedbør.
Thy er naturligvis også med på ”Gravel bølgen”. Bag Thy Gravel står Midtthy Cykelmotion og DGI Nordjylland.
Idemanden bag Thy Gravel, Jacob Østerby, udtaler: ”Vi kunne se, at interessen for Gravel løb var stigende, og hvorfor ikke udnytte den flotte enestående natur vi har i Nationalpark Thy. ”
I 2018 løb første udgave af Nytårs Gravel i Thy af stablen den 30. december.
Løbet blev en stor succes og arrangørerne kunne melde udsolgt allerede midt i november, og der var ydermere en lang venteliste. På løbsdagen skinnede solen fra en skyfri december himmel, og de 200 startende havde en rigtig dejlig dag på den 85 km. lange distance.
Datoen er igen i år årets næstsidste dag, og det er der et par gode grunde til.
Jacob Østerby fortsætter: ”Vi holder fast i datoen den 30. december, da de fleste stadig har juleferie og samtidig ikke har de store planer dagen før nytårsaften. I 2018 var der mange cykelklubber, som brugte løbet som en juleafslutning, hvor konkurrencemomentet var gemt væk. De kørte sammen og havde en rigtig hyggelig tur.”
I år er start- og målområdet ved Tandrupvej 2, Vester Vandet, 7700 Thisted.
Med den store interesse i 2018 er der i år gjort plads til 300 startende på den 2-hjulede. Sidste år var den kun 1 distance på ca. 85 km. Der vil i årets udgave af Nytårs Gravel i Thy være 3 cykeldistancer, så alle kan være med. Distancerne er på henholdsvis: 85, 40 og 25 km.
Cykelruterne downloades til ens cykelcomputer eller mobiltelefon, og man følger ruten herpå.
Der er i år også åbnet op for at man kan få en frisk løbe- eller gåtur i den dejlige natur. Man løber en rundstrækning på 5,3 km. og man kan vælge at løbe 1, 2 eller 4 omgange. Der vil også være mulighed for at gå en flot rute på 10 km.
Afslutningsvis udtaler Jacob Østerby:” Vi er helt overvældet over interessen igen i år. Bare på de første 48 timer efter vi åbnede tilmeldingen, var der solgt 150 startnumre. Vi har her midt i november solgt 240 startnumre til cykeldistancerne. Mon ikke vi igen i 2019 kan melde udsolgt?
Vi får også fint besøg af en vis hr. Michael Valgren. Michael har givet tilsagn om at komme og køre med, og mon ikke der også er tid til en autograf og billede efter løbet.”
Det koster 125 kr. pr. startnummer uanset valg af distance.
Efter målgang er der Thy Gullasch, kage og sodavand/øl til alle.
Følg med på Facebook: www.facebook.com/thygravel/
Tilmelding foregår her: https://thygravel.dk/thy-gravel-arrangementer.html